Historie

100 års historie

Foreningen

Skjold blev stiftet i 1915 i Lægeforeningens Boliger, det nuværende Boligforeningen Brumleby, der er ”næsten-nabo” til vores nuværende klublokaler.

Det var 4 raske drenge som tog initiativet til at få denne klub dannet. Hvor og hvordan det egentlig skete, fortaber sig i historiens uklare lys, men ifølge overleveringerne, skulle der både være en snehule, et vaskehus og en trappesten involveret.

De første år spillede Skjold gadekampe mod hold fra de omkringliggende gader. Senere bliver klubben mere organiseret og en del af DUI (De Unges Idræt), der nogle år tidligere var stiftet som arbejderbevægelsens alternativ til FDF spejderne.

DUI’s aktiviteter havde fokus på idræt over en bred kam, hvilket måske er baggrunden for at SKJOLD i 1929 optages som medlem af Arbejdernes Boldspil Union.(ABU)

Skjolds forankring i arbejderbevægelsen har sine naturlige årsager, ikke mindst tilknytningen til Lægeforeningens Boliger, der var bygget af Lægeforeningen for at give sunde boliger til de svagest stillede i København, men også det faktum, at store dele af Østerbro var, hvad man tidligere kaldte et arbejderkvarter, har spillet ind. Bruddet med arbejderbevægelsen skulle bringe Klubben ud i sin første store krise.

Kriserne

Fem år senere, i 1934 valgte bestyrelsen at melde klubben ud af Arbejdernes Boldspilunion og søge optagelse i Kjøbenhavns Boldspil Union (KBU). Man begrundede udmeldelsen med at ABU´s turnering blev afviklet på en utilfredsstillende måde.

Bestyrelsens disposition gav anledning til stor opstandelse i klubben, en opstandelse, der resulterede i en halvering af medlemstallet. Omtrent halvdelen af klubbens medlemmer var så fortørnede over bestyrelsens beslutningen, at de valgte at melde sig ud, og alligevel fastholdt bestyrelsen sin beslutning.

Skjold kom igennem krisen og har siden spillet under KBU, der er den lokale afdeling af DBU. Det var i disse år, at den nuværende rød/hvide klubtrøje afløste den ensfarvede blå klubtrøje, som stifterne havde valgt.

Skjolds anden store krise er ved at lukke Klubben 75 år senere. Klubbens medlemskartotek forsvandt ved overgang fra et system til et andet – og klubben var ikke i stand til at inddrive kontingent i to år. Krisen resulterede i en betalingsstandsning og en rekonstruktion. To år efter betalingsstandsningen i 2015 havde Skjold betalt det meste af sin gæld, fået rekonstrueret medlemskartoteket og et førstehold på vej fra Københavnerserien til Danmarksserien.

På trods af bruddet med arbejderbevægelsen i 1934 bar Skjold i mange årtier efter med stolthed prædikatet af at være en arbejderklub. Prædikatet vidnede om en klub med fokus på socialt engagement og sammenhold. Tilknytningen til Brumleby forblev også intakt mange årtier frem, hvor blandt andet fester og generalforsamlinger blev afholdt i ”Kostalden” - Brumlebys fælleslokale.

Skjold er stadig kendt som en klub med en god klubånd, et sted hvor man har glæde af at spille fodbold og dyrke socialt samvær.

Resultaterne

Herrerne

Skjolds førstehold spillede i årene efter optagelsen i Københavns Boldspilunion (1934) hovedsagligt i mellemrækken (serie 1), men med enkelte afstikkere ned i A-rækken (Serie 2), og enkelte oprykninger Københavnerserien.

Skjolds førsteholds bedste placering i ”mellemrække-tiden” blev opnået mere end 30 år senere, i 1968 - 1969, hvor holdet i 1968 vandt Københavnerserien og derfor rykkede op i Danmarksserien. Det efterfølgende år, (1969) blev det til en syvendeplads i Danmarksserien, men glæden var kort for allerede i 1971 er Skjolds førstehold tilbage i Københavnerserien.

I de efterfølgende år spillede førsteholdet i de tre bedste rækker under KBU, men i slutningen af 1990-erne var der igen avancement for klubben. Førsteholdet kæmpede sig op i 2. division, hvor det blev frem til 2012.

Damerne

Skjold indførte kvindefodbold i 1984.

Vores nuværende damehold - som nu hedder kvindehold, er Skjolds flagskib. De spiller i dag i DBU´s bedste række og flere af spillerne er at finde på det danske kvindelandshold.

Ungdomsafdelingen

Siden stifterne af Skjold udfordrede de omkringliggende gadehold til duel på fodboldbanen, har fundamentet i Skjold været ungdoms og børneafdelingen. Ungdoms og børneholdene spiller i DBU-turneringer og i Klubarrangerede turneringer i Københavnsområdet.

Trænerne afgør hvilket niveau de enkelte hold tilmeldes.

Lige som på kvindesiden er der herrespillere med en fortid i Skjold, der er repræsenteret på Landsholdet.

Klubhuset

I mange år havde fodbolden omklædningsrum under den gamle hovedtribune i Idrætsparken. Skjold har nu fået sine egne omklædningsrum og klublokaler under tribunen på Østerbro Stadion. Så man kan derfor sige klubben er gået fra trappestenen i "Brumleby" til Østerbro Stadion. Et stort skridt for Skjold, men stadig inden for spytteafstand til "Brumleby". Skjold, en rigtig Københavner klub.

W1siziisijiwmtcvmdcvmdevnxhjog9imwr1yl9nb3rpb25zymfubmvyxze2mhg2mdauanbnil1d?sha=315d38019793091b