Referat af Generalforsamling i BK Skjold afholdt d. 30. marts 2023
Referent: Jan Elbrus
Dagsorden
1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år.
3. Forelæggelse af revideret årsrapport for det forløbne år til godkendelse.
4. Forelæggelse af bestyrelsens budgetforslag for det kommende år til godkendelse.
5. Behandling af indkomne forslag.
6. Opstilling af kandidater til kassererposten (ulige år).
7. Opstilling af bestyrelseskandidater (ligeligt fordelt på lige og ulige år)
8. Opstilling af kandidater til revisor (der skal vælges 2 kritiske revisorer og 1 revisor-suppleant)
9. Opstilling af kandidater som ekstern revisor (der skal vælges 1)
1
0. Eventuelt.
Ad. 1 Valg af dirigent
Bestyrelsen foreslog Jan Elbrus som dirigent, og det havde generalforsamlingen ingen indvendinger imod.
Dirigenten indledte med at fastslå, at generalforsamlingen er indkaldt rettidigt og afholdes inden 1. april som fastsat i klubbens vedtægter.
Der er desuden udsendt en dagsorden i overensstemmelse med vedtægterne.
Jan Sørensen fortalte, at de forskellige dagsordenpunkter til afstemning og godkendelse på generalforsamlingen bliver udsendt til medlemmernes stillingtagen fra 31. marts og fem dage frem.
Ad. 2 Bestyrelsens beretning
Jan Sørensen aflagde beretning på vegne af bestyrelsen.
For at skabe lidt variation var beretningen ikke et i år et længere word-dokument, men en præsentation af bestyrelsens syn på klubbens udvikling på en række emneområder.
Overordnet konstaterede Jan Sørensen, at der også i 2022 er sket en positiv udvikling, hvor ikke alt fungerer optimalt og står snorlige – men mange ting går godt. Sådan må det nødvendigvis være, når man er en medlemsbaseret forening, som bygger på frivillighed, og få understøttende ansættelser.
Vi vokser
Her konstaterede Jan Sørensen bl.a. at foreningen også i 2022 er vokset i medlemsantal – og fortsat er Danmarks største fodboldklub.
Øget økonomisk omsætning
Også klubbens omsætning er vokset med ca. 1 mio. kr. bl.a. på baggrund af et stærkt forøget aktivitetsniveau ift. stævner mv.
Sportslig udvikling
Også på det sportslige område er der sket en positiv udvikling med flere dygtige trænere og ledere, bedre organisering og fortsat udvikling af Basis-Ekstra-konceptet. Klubben er fortsat udfordret i relation til faciliteter, men der arbejdes hele tiden på kreative løsninger som fx Brobold – og på langt sigt arbejdes der også på at skabe nye faciliteter og rammer i og omkring Fælledparken – fx på Edel Sauntes Allé og ved Parken.
Fællesskaber
Klubben har i 2022 også haft udvidelser af fællesskabet med fokus på en klub, hvor der er plads til alle og stor diversitet. Udover de klassiske fodboldfællesskaber omkring de mange hold, så danner klubben også ramme om en række andre fællesskaber som De store Helte, fodbold-fitness, Åben Hal og en række +65-aktiviteter. Jan Sørensen fremhævede desuden det store arbejde omkring pige-projekter, hvor det er lykkedes med at få mange piger aktiveret i forskellige sammenhænge gennem en målrettet og ikke-traditionel tilgang.
Partnerskaber
Klubben har en lang række partnerskaber med andre klubber (fx om Brobold) og sociale aktører (som fx Recovery Bulls) og har senest indledt et samarbejde med Region Hovedstaden om fodbold for psykisk udsatte mænd. Det er formandens oplevelse, at BK Skjold er blevet en populær partner, som flere gerne vil samarbejde og associeres med.
Fremtiden
Her fortalte Jan Sørensen om de klassiske begreber som ”klub”, ”medlemskab”, ”abonnementsordninger” og ”community”, som en fodboldklub jo naturligt har arbejdet med i over 100 år – men som nu også er blevet noget man stræber efter i kommercielle sammenhænge i erhvervslivet.
Ad. 3 Årsrapport
Klubbens eksterne revisor, Nicolai Erik Johnsen fra PWC, gennemgik kort den uafhængige revisors opgaver i relation til klubbens årsrapport. Han konstaterede helt overordnet, at klubben har en sund økonomi med balance mellem indtægter og udgifter og en fornuftig likviditet. Der har være en stigning i omsætningen på grund af et meget højt ”efter corona-aktivitetsniveau” – og det kan ses på både indtægts- og udgiftssiden.
Den eksterne revisor har ikke fundet anledning til kritiske bemærkninger i relation til klubbens økonomi eller bestyrelsens ageren.
Ad. 4 Budget for 2023
Jan Sørensen gennemgik kort de væsentligste punkter i bestyrelsens forslag til et budget for 2023.
På trods af vækst i omsætning i 2022, så har man anlagt en forsigtig tilgang til budgettet. Der forventes imidlertid også en stigning i omsætningen i 2023 i størrelsesordenen 1 mio. kr.
Der forventes også i 2023 forøget aktivitet i relation til stævner, europæiske kampe mv.
Der er imidlertid budgetteret med lidt lavere tilskud fra Folkeoplysningspuljen i 2023, da der sidste år blev tildelt et ekstra stort beløb pr. medlem (til medlemmer under 25 år), som ikke kan forventes i 2023.
Jan Sørensen fremhævede generelt Københavns Kommune som en vigtig interessent og bidragsyder i relation til klubbens økonomi – både i relation til folkeoplysningsmidler men også ift. udviklingsprojekter mv.
Jan Sørensen blev i den sammenhæng spurgt til, hvordan klubben formår at sikre et sådan godt samarbejde med kommunen. Jan Sørensen fortalte, at klubben bl.a. har etableret det gode samarbejde med kommunen i forlængelse af en række fælles udviklingstiltag og projekter i de senere år.
I relation til personaleomkostninger så er de budgetteret lidt lavere i 2023 end for 2022. Det skyldes primært nogle mindre justeringer i organiseringen på kontoret.
Jan Sørensen blev i den sammenhæng spurgt til en mulig tilbagevenden af en medarbejder, der har været i udlandet. Er der budgetteret så der er plads til flere ressourcer i organisationen? Jan Sørensen fortalte, at der også har været en fratrædelse i 2022, som er med til at skabe rum for eventuelle nye ansættelser.
I budgettet er husleje fremadrettet sat til 0 kr., da kommunen har fundet ud af, at klubben ikke skal betale husleje for klublokalerne. Det kommer umiddelbart ikke til at ændre meget på den samlede økonomi, da der samtidig har været et tilskud til huslejen (som falder bort) og lejeindtægt fra fritidshjemmet (som også falder bort).
Der er samlet set kun budgetteret med et lille overskud i 2023, og Jan Sørensen afsluttede gennemgangen af budgettet med den konstatering, at det måske på sigt kan være aktuelt at arbejde på et lidt større overskud, så klubben er i stand til at ”bringe lidt penge til bordet”, når der fx skal diskuteres nye facilitetsprojekter i og omkring Fælledparken.
Ad. 5 Indkomne forslag
Bestyrelsen havde fremsat 6 forslag til digitale afstemning.
Forslag:
§4 foreslås ændret således at bestyrelsen kan udpege æresmedlemmer. I de nuværende vedtægter skal spørgsmålet også vendes på generalforsamlingen.
Bestyrelsen ønsker ændringen, så sådanne personspørgsmål om æresmedlemsskab kan tages internt og ikke skal drøftes i en større forsamling.
Forslaget sendes til digital afstemning.
Forslag:
§6 ønskes ændret så bindingen på et medlemskab bliver kortere og mere tidssvarende. I de nuværende vedtægter kan der kun opsiges medlemskab halvårligt, og her finder bestyrelsen det mere tidssvarende med en kvartalsvis opsigelse. I praksis ender administrationen ofte med at opgive at indkræve kontingent for et halvt år.
Forslaget sendes til digital afstemning.
Forslag:
§14 foreslås ændret således at antallet af bestyrelsesmedlemmer reduceres til 5.
Forslaget om reduktion i antallet af bestyrelsesmedlemmer skal ses som et ønske om en mere fleksibel bestyrelse, en bestyrelse uden ”ubesatte pladser” og et ønske om at engagere flere rundt om bestyrelsen i Advisory Boards.
Jan Sørensen havde imidlertid erfaret, at der var flere interesserede i at opstille til bestyrelsen i år, og at der således ikke var udsigt til ”ubesatte pladser” i bestyrelsen.
Bestyrelsen trak derfor forslaget.
Forslag:
Bestyrelsen foreslår at benævnelsen formand ændres i vedtægterne således at fremtidige personer, som vælges til posten, selv kan beslutte hvilken titel der skal bruges.
Ordet formand erstattes med formand/forkvinde/forperson, alle steder, det optræder i vedtægterne.
Jan Sørensen oplyste, at han vil fortsat benytte formand som titel.
Forslaget sendes til digital afstemning.
Forslag :
Bestyrelsen foreslår en kontingentstigning på 5,- kr. pr måned for de grupper, som betaler månedsvis.
Jan Sørensen fortalte, at de 5 kr. er en mindre stigning i et i forvejen fornuftigt kontingent – og at det skal afspejle den almindelige prisstigning. Stigningen vil have effekt fra og med juli 2023.
Forslaget sendes til digital afstemning.
Forslag :
Bestyrelsen foreslår at kontingent for 65+ grupperne ensrettes til 600,- pr år for alle 65+ aktiviteter, samtidig med at medlemmerne vil kunne deltage i alle aktiviteter for det samme kontingent og dermed betaler ens uanset aktivitet og medlemmets aktivitetsniveau.
Med en ensrettet pris undgås kompleksitet og diskussion om, hvor meget aktivitet der skal medføre henholdsvis højere eller lavere kontingent.
Forslaget sendes til digital afstemning.
Ad. 6 Valg af kasserer
Den nuværende kasserer, Erik Galst, ønskede genvalg – og blev genvalgt.
Ad. 7 Valg af bestyrelsesmedlemmer
Følgende medlemmer ønskede at indtræde i bestyrelsen og blev valgt:
Poul Axel Hansen, genvalgt bestyrelsesmedlem
Sandra Christensen Trebbien, genvalgt bestyrelsesmedlem
Jens Schreiber Rasmussen, nyt bestyrelsesmedlem
Jan Elbrus, nyt bestyrelsesmedlem
Anders Løvgreen, ny suppleant til bestyrelsen
Bestyrelsen består desuden af Jan Sørensen (formand) og Søren Keller (bestyrelsesmedlem).
Ad. 8 Valg af kritiske revisorer
Carsten Tornbo (tidligere kasserer) og xxxxxx (tidligere ekstern revisor) stillede op og blev valgt.
Ad. 9 Valg af ekstern revisor
Bestyrelsen foreslog, at den nuværende eksterne revisor, Nicolai Erik Johnsen fra PWC, bliver genvalgt.
Ad. 10 Eventuelt
Jan Sørensen takkede for en god generalforsamling og glædede sig over at se hele tre af klubbens æresmedlemmer tilstede ved generalforsamlingen.